Generelle oplysninger

Quality Supervisor til Global Procurement i Essentia Protein Solutions


Til en nyoprettet stilling søger vi en engageret Quality Supervisor til vores Global Procurement.

Trives du i en rolle med international kontaktflade, stor selvstændighed og fokus på kvalitet og fødevaresikkerhed? Har du samtidig blik for detaljer og lyst til at samarbejde på tværs af funktioner og lande, kan du være den kollega, vi søger.

I Essentia Protein Solutions er vores fokus at hjælpe vores kunder med at udvikle og forbedre fødevareprodukter verden over. Gennem stærke partnerskaber, høj faglighed og bæredygtige proteinløsninger bidrager vi til en bedre forretning for vores kunder. Kvalitetsafdelingen spiller en central rolle ved at sikre effektive kvalitets- og ledelsessystemer, der understøtter både fødevaresikkerhed og forretningsudvikling.

Du bliver en del af Global Procurement i tæt samarbejde med vores indkøber og samtidig en integreret del af Essentias globale kvalitetsorganisation. Du refererer til Global Quality & Environmental Director.

Stillingen omfatter ansvar for kvalitetsmæssige forhold ved indkøb af råvarer (animalske og fiskevarer), ingredienser (animalske, plantebaserede, tilsætningsstoffer etc.), handelsvarer (færdigvarer) og emballage. Du får en central rolle som sparringspartner for både indkøb, leverandører og interne interessenter på tværs af vores internationale organisation.

Der må forventes regelmæssig tilstedeværelse på vores lokationer i Gråsten, Hobro og Højmark samt lejlighedsvis rejseaktivitet i ind- og udland.


Ansvarsområder og opgaver

Dine primære ansvarsområder:

  • Kvalitetssikring og godkendelse af leverandører, råvarer, ingredienser, handelsvarer og emballage
  • Vedligeholdelse og vurdering af leverandør- og produktdokumentation, herunder superbrugeransvar for dokumenthåndteringssystemet DCN
  • Risikovurderinger, leverandørstyring og gennemførelse af leverandøraudits
  • Håndtering af leverandørreklamationer og bidrag til kundereklamationer
  • Medansvar for vedligeholdelse og udvikling af kvalitetsstyringssystemet (D4) i henhold til HACCP-principperne
  • Sikring af compliance med gældende fødevare- og emballagelovgivning, herunder Halal-relaterede krav
  • Tæt samarbejde med kvalitetsafdelingen, laboratoriet og indkøbsfunktionen om afvigelser, specifikationer og produktgodkendelser
  • Oprettelse og godkendelse af labels samt øvrige kvalitetsrelaterede ad hoc-opgaver


Kompetencer og personlig profil

Du har en relevant uddannelse inden for fødevareområdet, gerne som procesteknolog, fødevareteknolog eller tilsvarende. Derudover har du erfaring med kvalitetssikring i fødevareindustrien og trives med at arbejde i et reguleret miljø.

 

Vi forestiller os, at du har:

  • Solid viden om HACCP og fødevaresikkerhed
  • Erfaring med FSSC 22000 eller tilsvarende kvalitetsstandarder
  • Kendskab til fødevare- og emballagelovgivning som PPWR - gerne både EU og internationale markeder
  • Erfaring med leverandørstyring, reklamationshåndtering og produktgodkendelser

Det er en fordel, hvis du også har erfaring med:

  • D4 eller tilsvarende kvalitetsstyringssystemer
  • Risikovurderinger
  • Leverandør- og certificeringsaudits
  • Halal-certificering (vores produkter er animalske eller fiskevarer, hvoraf flere er Halal certificerede)

Som person er du struktureret, kvalitetsbevidst og initiativrig. Du arbejder selvstændigt, følger opgaverne til dørs og formår at skabe gode samarbejdsrelationer på tværs af organisationen. Samtidig kommunikerer du ubesværet på både dansk og engelsk og trives i en rolle med mange kontaktflader.


Vi tilbyder

Et spændende og alsidigt job i en international virksomhed, hvor du får stor indflydelse på dit arbejdsområde og mulighed for at præge en nyoprettet funktion. Du bliver en del af en uformel organisation med høj faglighed, tæt samarbejde og gode udviklingsmuligheder.

 

Løn og ansættelsesvilkår forhandles individuelt og inkluderer pension, forsikringer, sundhedsforsikring, sundhedspakke og øvrige medarbejdergoder.


Ansøgningsfrist og den videre proces

Upload gerne en kort ansøgning og CV snarest muligt og senest søndag, den 22. november 2026 via Essentias hjemmeside Join the Essentia team.

 

Har du spørgsmål til jobbets indhold, er du velkommen til at kontakte Tina Morgen Madsen, Global Quality and Enviromental Director på telf.: +45 2949 0363.

 

______________________________________________________________________________________


Hos Essentia Protein Solutions fremstiller og markedsfører vi ingredienser i form af proteiner og naturlige smagskoncentrater til den globale fødevareindustri. Med afsæt i kundernes behov udvikler vi proteinløsninger, som forbedrer smagsoplevelsen, hæver ernæringsværdien, styrker teksturen og ikke mindst fremmer fødevarens holdbarhed og kvalitet.
 
Vi markedsfører vores ingredienser i mere end 60 lande, og vores ca. 600 medarbejdere skaber årligt en omsætning på 275 millioner USD. Ud over Danmark har Essentia Proterin Solutions fabrikker beliggende i Sverige, Tyskland, Spanien, England og USA.
 
Medarbejderne i Essentia Protein Solutions står sammen om at levere målrettet service og bæredygtige løsninger, der skal være med til at skabe en endnu bedre forretning for vores kunder.
 
Læs mere på essentiaproteins.com